Soldaterforeningen i fortid og nutid

 


 

Stiftet i København i 1932

Falsterske Fodregiments - 5. Regiments Soldaterforening stiftedes i 1932 i København. Den 10. februar 1932 havde en lille kreds af gamle soldaterkammerater fra årgangene 1928/29 indkaldt til møde med det formål at stifte en forening, hvis formål skulle være styrkelse af kammeratskab opstået under tjenestetiden.

Resultatet blev "5. Regiments Soldaterforerning for København".

I begyndelsen afholdtes forskellige sammenkomster af mere selskabelkig karakter, men ret hurtigt kom skydning, gymnastik, svømning, håndbold og idræt på programmet.

Foreningens første fane blev indviet 13. februar 1937, og i april 1942 udgav man foreningens første medlemsblad.

Lige siden har soldaterforeningen virket for og blandt gamle soldater fra 7., 14., 19. og 25. Bataillon, og for 5. Regiment og Falsterske Fodregiment.

I årene efter starten i København kom Nykøbing F.-afdeling og Møn-Bogø afdeling til i 1942, Vordingborg-afdeling i 1943, Maribo afdeling i 1949 og Nakskov afdeling i 1955.

Afdelingen i København valgte i 1942, da de to første nye afdelinger blev stiftet, at overgå fra en selvstændig forening til at være stamafdeling i en sammenslutning af afdelinger under Repræsentantskabet for 5. Regiments Soldaterforeninger.

Opbygningen omkring et repræsentantskab blev fastholdt helt frem til 2018 og ændret til en koordinerende hovedbestyrelsen. Ændringen havde primært baggrund i, at foreningens medlemstal var dalet til under 500 medlemmer.

Møn-Bogø Afdelingen blev nedlagt i april 1984, og en del medlemmer fra afdelingen valgte at blive overflyttet til Vordingborg-afdelingen.

Afdelingerne i Maribo og Nakskov fusioneredes 1. januar 2011 til Afdeling Lolland.

Gennem en årrække er 14. Bataillons Soldaterforening (stiftet i 1930) blevet inddraget som en selvstændig enhed i soldaterforeningen. 14. Bataillons Soldaterforening er imidlertid nedlagt som selvstændig forening på grund af meget høj gennemsnitsalder blandt de sidste meget få medlemmer. 

14. Bataillons Soldaterforenings fane henstår nu i FAFR-lokalet på kasernen og føres ved særlige lejligheder af en fanebærer fra Vordingborg-afdelingen.


Fortsat stor medlemsopbakning

På trods af Falsterske Fodregiments nedlæggelse i 1981 er det lykkedes at fastholde drift og god medlemsopbakning i soldaterforeningen.

I 1990 havde foreningen godt 1.000 medlemmer, i 2000 knap 900 medlemmer, og i 2010 var 760 soldaterkammerater fortsat medlemmer i soldaterforeningen. 

En høj gennemsnitsalder i medlemskredsen accellererer i disse år afgangen. I stigende tempo overgår medlemmerne desværre til "Ryes Brigade" - og i 2018 er medlemstallet faldet til 475 medlemmer.


Soldaterforeningen har siden starten i 1932 og til regimentets nedlæggelse i 1981 haft et godt og nært samarbejde med skiftende garnisonskommandanter på Vordingborg kaserne, og det har haft meget stor betydning for soldaterforeningen, at man forsvarspolitisk har fastholdt Vordingborg Kaserne som et aktivt tjenestested. Der er i de senere år afholdt betydelige udgifter til udbygning og vedligeholdelse af kasernen, som her i nyere tid fremtræder som en moderne forsvarsfacilitet.

Efter Falsterske Fodregiments nedlæggelse er soldaterforeningens engagement fortsat - i de første mange år i et samarbejde med Danske Livregiment, fra 2000 med Det Danske Internationale Logistik Center DANILOG, fra 2014 med myndigheden "Garnisonskommandant Vordingborg", og fra 2015 med Hjemmeværnskommandoen.

Dette samarbejde har været stærkt bistået af en engageret holdning til traditionsplejen fra skiftende garnisonskommandanter og stabspersonel.

Alle mindedage fra Falsterske Fodregiment har været en del af traditionsplejen, og gennem alle årene er der afviklet veltilrettelagte soldaterjubilæumsstævner og årgangsgensyn m.v.

Falsterske Fodregiments Soldaterforening er i dag fortsat en aktiv soldaterforening med fint fodfæste på "vores" gamle kaserne, hvor smukke møde- og mindelokaler er stillet til rådighed for os, og hvor hundredevis af effekter fra Falsterske Fodregiment, fra vore  ældre medlemmer og fra dødsboer - er udstillet på smukkeste vis.

 

Traditionsplejen fastholdt

Soldaterforeningen har gennem årene siden regimentets nedlæggelse haft fokus på medansvaret for traditionsplejen efter Falsterske Fodregiment, eksempelvis ved hvert år den 8. marts på regimentets stiftelsesdag at samles med vore faner ved kasernens mindevæg, hvor der lægges blomster ved mindetavlerne og ved Falsterske Fodregiments mindesten.

---

Falsterske Fodregiments Soldaterforening indgår i de 29.800 soldaterkammerater af Hæren, der er samlet i Danske Soldaterforeningers Landsraad (stiftet i 1936).

Soldaterforeningsbevægelsens knap 50.000 medlemmer i de 3 værn samt Forsvarsbrødrene koordinerer indsats og virke i ledersamvirket Danske Soldater- og Marineforeningers Fællesråd.

Samtlige soldater- og marineforeninger er derigennem medlemmer af den forsvars- og sikkerhedspolitiske forening Folk & Sikkerhed.